Skrevet af Marie Beyer og Maja Skov Barsøe,

elever på Nørre Åby Efterskole 19/20.​

 

Når vi sidder her og kigger tilbage, er det præcis 32 dage, 5 timer, 44 minutter og 15 sekunder siden vi stoppede på Nørre Åby Efterskole.

 

Det føles uvirkeligt ikke længere at bo og leve sammen med vores nye familie. Vi fik taget to måneder af vores år pga. Corona. Det var en tid, hvor vi sad i vores egen lille bobbel, spredt rundt i hele Danmark, og ventede på den dag vi fik lov til at komme hjem til vores skole igen.

 

Det er lidt den samme følelse, vi sidder med nu efter at være stoppet på efterskolen. Selvom vi godt ved, at vi ikke kommer tilbage, har vi stadig følelsen af, at det aldrig slutter. På trods af at selve opholdet er ovre, og skolen snart bliver fyldt med et nyt elevhold, er vi sikre på, at vi har fået venskaber, der vil vare hele livet. Derfor så vi Gensynsfesten på Langelandsfestival som en perfekt mulighed for at se hinanden igen. Desværre måtte den store fest udskydes til næste år, og derfor var vi 18 piger, der valgte at holde vores egen Gensynsfest.

Vi mødtes d.19 juli hos vores veninde Sofia, som havde været så sød at lægge hus til i Skodborg. Sofia havde været i kontakt med Bjarne fra Gensynsfesten, så da vi ankom, blev vi mødt af et kæmpe banner, festivalarmbånd og Nørre Åbys campskilt. Det gav den helt rigtige festivalstemning.

Vores fire dage sammen blev brugt på meget forskelligt. Om dagen gik vi ture til Skodborg by, badede i Sofias pool og hyggede med musik. 

Om aftenen festede vi med ølbowling, kongespil og højt humør. 

Vi sov alle 18 piger på luftmadrasser og liggeunderlag i garagen, som vi havde helt for os selv. 

Det var mega fedt at se hinanden igen, og det bragte os tilbage til alle de gode stunder på efterskolen. 

Tiden gik alt for stærkt, og pludselig skulle vi hjem igen. Vi havde de fedeste dage sammen, og det gav os en lille smagsprøve på festivallivet. Nu glæder vi os endnu mere, til vi mødes igen på Langelandsfestival 2021, for det kan kun blive fedt!

Er du lige stoppet på efterskole?

Tilmeld din efterskole til næste års Gensynsfest og kom på festival med alle dine venner fra efterskolen.

© 2020 Efterskolecamp by Zuccé Concept APS

  • Grå Instagram Icon
  • Grå Facebook ikon